B82 Virum

Fodboldklubben B82 Virum

Det sociale og glæden ved at spille fodbold er i højsædet.
Alle spiller kampe, og ingen er faste bænkevarmere.

Vores filosofi omkring fodbold er, at det sociale og glæden ved at spille fodbold giver et fasttømret hold med et godt kammeratskab. Et fornuftigt sammensat trænerteam omkring hvert hold med masser af boldleg giver et homogent hold, sammenhold og venskab, hvor resultaterne ikke er det eneste der tæller.

Glimt fra dagligdagen i B82

B82 Holder lukket til 13. april 2020

Lagt op den 24-03-2020 10:57

Regeringen har udvidet perioden på sine indgreb hvilket betyder at vi i B82 stadig holder lukket og nu er det til minimum 13. april 2020.

Yderligere har kommunen praktisk taget lukket alle idrætsanlæg ved opslag på de enkelte anlæg med blandt andet følgende tekst: ”at al træning, boldspil og leg på kommunens udendørs idrætsanlæg, skolegårde og legepladser skal ske alene eller kun sammen med ens nærmeste og med stor afstand til hinanden.”

Med andre ord, ophold på vores anlæg inklusive bandebaner eller på kunsten på Virumgård frarådes på det kraftigste, det kan faktisk straffes med bøde.

I dette dejlige forårsvejr er det rigtig svært for os fodboldtosser, unge som gamle, at forholde os i ro, men det er vi nødsaget til. Vi SKAL passe på os selv og hinanden!

Ligesom meget andet idræt, har DBU allerede udskudt sæsonstarten til efter påske.

 

Selvom det er svært, så overhold alle de kedelige regler, bliv hjemme.

Rigtig god påske, håber snart vi ses.

 

På vegne af B82

Michael Søndergaard Jensen

Kluboffice


Du se flere glimt fra dagligdagen på vores blog!

Træning skal være leg

B82 ønsker, at der i al træning lægges vægt på, at indlæringen foregår på en sjov og udviklende måde og med alsidig kropsudfoldelse. Herved får børnene tilgodeset deres fysiske og sociale udvikling og får samtidig skabt det bedste grundlag for at kunne udvikle sig alsidigt rent fodboldmæssigt. Derfor lægges hovedvægten af træningen på organiseret leg med bold.

Træning skal være afvekslende

B82 lægger vægt på, at indlæringen foregår på en sjov og udviklende måde med spillernes ønsker i centrum - i størstedelen af tiden. Træningen består af både teknisk træning og begyndende taktiske elementer. Alsidigheden i øvelsesvalget øger spillernes tekniske formåen og forbedrer deres evne til at tænke fodbold.

Træning skal indeholde ’Én bold per spiller’

B82 ønsker at fremme den tekniske fodbold, og som udgangspunkt foregår træningen derfor med én bold per spiller. Det tilstræbes altså, at al træning foregår med bold, og for de yngste årgange laves ingen konditionstræning. Her fokuseres i stedet udelukkende på teknisk træning.

Træning i at spille flere pladser

B82 opfordrer til, at vores trænere lærer spillerne at spille mange forskellige pladser. For tidlig specialisering mindsker børnenes tekniske formåen på længere sigt og giver ingen fodboldmæssige fordele. Det tilstræbes derudover, at alle spillere - i kampsituationer - prøver at spille flere forskellige pladser. Det giver større muligheder for individuel udvikling og skaber på sigt bedre fodboldspillere.

Betofis
Sportified